Loading...
Undervisere2019-02-04T09:26:19+00:00

MØD VORES UNDERVISERE

“Yoga er for mig en måde at genoprette flow i kroppen. Det er samtidig en vej til at komme nærmere mig selv. En hjælp til at mærke indad og lytte til det, der er føles ‘rigtigt’.”

Jeg er uddannet og eksamineret fra Sattva Yoga i 2011, med en 200-timers Hatha yoga uddannelse samt Gravid- og Efterfødselsyoga uddannelse fra Yogini Yoga i København. Jeg er tidligere uddannet folkeskoleskolelærer og har 8 års undervisningserfaring med derfra.

Jeg har altid været meget fysisk aktiv og er nok også lidt “afhængig” af at bevæge mig. I min barndom og ungdom dyrkede jeg springgymnastik og sports acrobatik, og yogaen blev en fin videreførsel af flere elementer derfra. Jeg elsker at lege med og udfordres i sjove armbalancer og makkerøvelser.

Generelt vægter jeg vejrtrækningen højt, når jeg underviser, samt at give tydelige og grundige instruktioner, der giver mulighed for, at den enkelte kan søge ind, lukke øjnene og føle sig tryg.

Jeg brænder for at videregive den ro og det velvære, jeg selv oplever og mærker under og efter yoga. Yoga er for mig en måde at genoprette flow i kroppen. Det er samtidig en vej til at komme nærmere mig selv på. En hjælp til at mærke indad og lytte og følge, det der er føles “rigtigt”. Yogaen har i høj grad været med til at bringe mig derhen, hvor jeg er i dag. Uden på nogen måde at være perfekt eller uden udsving og hidsighed. Men der hvor jeg ofte hurtigere accepterer tingene, som de er, der hvor jeg er.

Jeg underviser Flow, Blid Yoga, Gravid- og Efterfødselsyoga samt Fødselsforberedelse. Jeg oplevede selv stor glæde og gavn af yogaen under graviditet og fødsel samt i tiden efter fødslen af vores to piger. Mit store ønske er, at kunne være med til at støtte op om og hjælpe til, via yogaen, at kvinder får den bedste oplevelse i tiden, før, under og efter fødslen. Jeg er samtidig uddannet Doula eller fødselshjælper, hvilket er med til, at give mig en god ballast i min yogaundervisning af kvinder før og efter fødslen.

Anne Thurison

Indehaver af Living Yoga, underviser i Flow, Gravid, Efterfødsel, Fødselsforberedelse for Par og er uddannet Doula.

“Jeg er oprindelig uddannet tekniker og er vant til, at alting skal kunne måles og vejes. Efter jeg faldt for Kundalini yoga, har jeg dog ændret mening. Jeg behøver ikke vide, hvorfor yogaen virker, jeg kan bare konstatere, at det gør den.”

Jeg er uddannet og KRI certificeret level 1 Kundalini yogalærer i 2018 i København. En 220 timers uddannelse under den ansvarlige leadtrainer Gurudass Kaur.

Der er sagt og skrevet meget om Kundalini yoga. Jeg kan kun fortælle om mine egne erfaringer. Jeg har gigt, men tager ikke smertestillende medicin længere. Jeg drak mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger, nu har jeg mistet lysten til alkohol. Jeg var ligeglad med, hvad jeg spiste før, det er jeg ikke mere. Mit humør svingede meget tidligere, nu er jeg ret rolig og stabil. Prøv Kundalini yoga og se om også dit liv kan tage en positiv drejning.

Peter Riis Klausen

Underviser i Kundalini.

“Min yogarejse startede på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde det rigtig svært. Jeg var sygemeldt med stress og kunne hverken se eller mærke, hvad min krop havde behov for.”

I 2015 tog jeg hul på min første yogauddannelse, en 100-timers basisuddannelse i Hatha yoga hos Karen Tengberg. Siden da har jeg uddannet mig i meditation og pranayama hos Simon Krohn hos Hamsa yoga, samt i Chandra og Hot yoga hos Mari Nordstrøm hos Sattva yoga. I efteråret 2018 tager jeg hul på en Yin yoga overbygningsuddannelse hos Sattva Yoga.

Jeg er desuden cand. mag. i kommunikation. Derfor har jeg en stor forkærlighed for det kommunikative aspekt ved yoga; ordvalg, tema, formidling og hele det univers og den stemning, der kan skabes gennem ord.

Min psykolog anbefalede mig, i den svære tid med stress, at deltage på et 8 ugers MBSR-forløb (mindfulness besed stress reduction), hvilket jeg mildest talt ikke var begejstret for. Jeg ledte efter et “quick fix”, noget der kunne få mig tilbage på sporet og igang igen. Jeg følte mig som en fiasko, fordi jeg blev sygemeldt. Men jeg fulgte psykologens anbefaling og deltog på forløbet, hvor jeg blandt andet blev introduceret til forskellige meditationer og åndedrætsøvelser. Men det var først da jeg blev guidet til at opleve min krop i forskellige Yin yogastillinger, at jeg endelig fandt, hvad jeg havde manglet. Og der var intet “quick fix” over det, men jeg havde fundet min redningsplanke.

Jeg har en forkærlighed for den blide yoga, da det var derigennem jeg fandt min vej tilbage til mig selv. Mit ønske med min yogaundervisning er derfor også, at hjælpe andre til at lære sig selv bedre at kende og derved opleve større balance og harmoni mellem krop og sjæl.

Jeg glæder mig til at dele min passion med dig!

Maria Vargas

Underviser i Hot N´Soft og Yin.

“Som musiker har jeg brug for at kunne rette energi og opmærksomhed mod de koncerter jeg skal spille, og den egenskab har yoga hjulpet mig til at styrke og bevare.”

Jeg er uddannet og eksamineret fra Hamsa Yoga i foråret 2017, med en 100-timers basis yogalæreruddannelse, primært i Hatha Yoga.

Jeg er desuden uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København, har undervist på Næstved Musikskole i 20 år og spiller en masse musik for både børn og voksne.

Jeg er først indenfor de sidste 4 år begyndt at dyrke yoga, og er i den periode blevet mere og mere opmærksom på og vild med, hvad yoga gør for mig.

Jeg er sikker på at den ro, jeg oplever gennem yogaen, er noget som alle mennesker har brug for, både i arbejds- og privatlivet. Det tager tid at fordybe sig, men det er al tiden og hele rejsen værd. For uanset om du har dyrket yoga i mange år og kan stå på hovedet og lave andre vilde stillinger, eller du er nybegynder og føler dig stiv som et brædt, får du noget ud af at dyrke yoga. Og det fortsætter hele livet!

Jeg lægger i min undervisning vægt på at yoga i den grad gerne må være en leg med de asanas (stillinger) klassen indeholder. Jeg holder selv rigtig meget af styrkende asanas, balancelege og den varme en yogaklasse giver, samt de afsluttende stræk og twist, og ikke mindst afspændingen til sidst Shavasna. Det er meget vigtigt for mig at alle føler sig velkomne, og at ingen føler sig forkerte eller dårlige til yoga.

Yoga må ikke blive en konkurrence, hverken med dig selv eller andre, men et fælles rum hvor alle tør byde ind med det de har.

Det vigtige er at blive bedre til at lytte til sin krop og acceptere alle de fantastiske ting den kan. Så kan det godt være at sidemanden kan komme længere ned i foroverbøjningen eller står længere tid i planken, det er helt OK.

Man bliver jo stærkere og mere smidig med tiden. Og tør du udfordre din krop, finder du ud af, hvor meget den egentlig kan (og nogen gange ikke kan – endnu).

På gensyn på yogamåtten!

Lasse Kjærulf Andersen

Underviser i Flow.

“For mig er yoga en måde at komme hjem til mig selv.

Tri yogaen er min seneste yogaforelskelse. Her forenes yin yogaens blide energi i et bølgende, flydende, meditativt flow.”

Hanne er bredt uddannet inden for yogaen og har mange års undervisningserfaring.

Jeg er oprindelig uddannet i flow/hatha, men yin yogaens meditative og blide praksis trak hurtigt i mig og det blev til mange uddannelsestimer hos Mari Nordstrøm hos sattva yoga, Joe barnet og Joe Phee alle med grundlag i Paul Grille traditionen.

Jeg elsker både den restorative yogas genopbyggende, salige og støttede stillinger og yang yogaens varme, udfordring og kraft.

Hanne Loop

Underviser i Tri og Yin.

“I mange år dyrkede jeg yoga med fokus på den fysiske del. Dog blev jeg ramt af sygdom og kunne efterhånden hverken dyrke den fysiske yoga eller arbejde pga. kroniske smerter. Med hjælp fra min yogaterapeut blev fokus at i min praksis meditation, pranayama (åndedrættet), ultra blid yoga og ikke mindst at arbejde med at gennemskue egne mønstre og forstå min krops signaler.

Yogaen blev mit anker i stormvejret.

Malene afsluttede sin første yogauddannelse i 2013 i Kundalini Yoga (i-SKY) og har siden da uddannet sig i Yin, Chandra og Hot Yoga hos Sattva Yoga ved Mari Nordstrøm. Derudover har hun gennem flere år været i yogaterapeutisk forløb hos sin mentor, den amerikanske yogaterapeut Kathy Ornish (underviser på Gary Kraftsow´s American Viniyoga Instistute).

Malenes klasser er præget af af viniyogaens grundlæggende ide om, at adaptere yogaens til “der hvor du er”. Således undervises med respekt for hele kroppen, og der tilbydes alternative yogastillinger. Desuden integrerer Malene teknikker og metoder fra Traditionel Kinesisk Medicin og Qi Gong. Ud over den fysiske yoga arbejdes også med åndedrættet, vores mentale- og følelsesmæssige krop samt energien, der binder der hele sammen.

Malene Skovlund

Underviser i Yin.

“Min egen yogapraksis er en dør ind til mig selv. Et sted, hvor jeg kan få lov til at gå på opdagelse i, hvordan min krop og mit sind har det.

Yoga er et uundværlig redskab til at stoppe op, mærke efter og skabe kontakt til mig selv i en hverdag med et ofte hurtigt tempo og mange gøremål.

Jeg er eksamineret 100 -timers Hatha yogalærer fra Hamsa Yoga i København, med en yderligere teknikuddannelse v/Simon Krohn.

Jeg har efterfølgende uddannet mig i Yin v/Trine Hedegaard.

Da jeg for mange år siden trådte ind ad døren til min første yogaklasse i det lokale fitnesscenter, var det med lige dele skepsis og nysgerrighed. Ret hurtigt opdagede jeg dog, hvordan yogaen kunne virke som et værktøj til at slippe bekymringer, komme mere til stede i min krop,  give mig en særlig form for velvære og et større overskud.

Alt sammen noget, jeg stadig den dag i dag oplever og drager fordel af, når jeg træder af yogamåtten og ud i det pulserende liv.

Jeg elsker at undervise og dele ud af alt det, yogaen har givet – og stadig giver – mig. Og det er vigtigt for mig, at alle skal kunne føle sig velkommen uanset, hvem man er, hvordan man ser ud eller hvordan man har det.

Jeg håber, at mine yogaklasser kan være et frirum, med plads til at eksperimentere og udforske, skrue ned for tankerne og gå på opdagelse i både krop og sind.

For mig er der ikke bestemte mål, der skal nås. I stedet inviterer jeg til at fintune og undersøge, hvordan yoga – hvis man tillader det – kan give mulighedheden for ærligt at mærke efter, hvad der sker i én, både når det føles berusende, udfordrende eller et sted midt i mellem.

Magnus Kornerup

Underviser i Yin, Soft og Hot Hatha.